Leasing – hvornår kan det betale sig at lease en bil
Der er mange faktorer, du skal tænke over, når du skal finde ud af, om du skal lease eller købe din næste bil. Vi kommer ind på de forskellige faktorer her, så du kan få en bedre ide om, hvad der er det rette for dig.
Står du over for at skulle anskaffe en ny bil, er det meget muligt, at du har stillet dig selv spørgsmålet, om du skal købe en ny bil, eller om du skal lease den. Det sidstnævnte er nemlig blevet mere og mere populært de seneste år. Skal du have en ny bil, er det derfor bestemt værd for dig at overveje.
Der er dog ikke et entydigt svar på, om du skal lease en bil eller købe den. Det kommer an på en række forskellige faktorer, som hvor ofte du skifter bil, hvor langt du kører i din bil, hvor længe du gerne vil beholde den, hvilken form for ekstraudstyr du gerne vil have, og selvfølgelig hvilken form for bil du gerne vil have.
Hvor ofte skifter du bil?
Når du leaser en bil, leaser du den typisk for en periode på 3 år ad gangen. Du har mulighed for at finde leasingperioder på kortere tid, men som udgangspunkt er 3 år standarden. Når perioden er udløbet, har du mulighed for at lease en ny bil eller at købe en bil, hvis du hellere vil det. Det står dig helt frit for.
Når du skal vurdere, om det bedst kan betale sig for dig, at du leaser en bil, frem for at du køber en bil, skal du altså forholde dig til, hvor ofte du vil skifte bil. Hvis du er typen, der ofte skifter bil, kan det som regel betale sig for dig, at du leaser en bil, hvis alternativet var at købe en fabriksny bil. Biler taber nemlig meget i værdi de tre første år, og hvis du skal sælge bilen efter tre år, er det meget sandsynligt, at du mister penge på det.
Hvis du ikke skifter bil så ofte, hvis du for eksempel har planer om at beholde bilen i seks år eller mere, vil det typisk bedst kunne betale sig for dig, at du køber bilen. I det tilfælde kommer værditabet ikke til at spille en lige så stor rolle.
Microbiler mister ikke lige så hurtigt værdi
En undtagelse fra reglen om, at det bedst kan betale sig for dig, at du leaser din bil, hvis du kun skal bruge den i en kortere periode, er microbiler. De har en lav anskaffelsespris, og de holder værdien ret godt – også selvom du køber dem fabriksnye. Det skyldes, at der er meget stor konkurrence på microbilerne, og at det derfor er svært for leasingfirmaerne at tilbyde nogle ordentlige rabatter på dem.
Drømmer du om en microbil, kan det altså bedre betale sig for dig at købe den – og så eventuelt sælge den videre, hvis du får brug for en større bil. Køber du en brugt microbil, vil du kunne spare endnu flere penge på at købe bilen frem for at lease den.
Brugte biler er ofte billigere end leasede biler
Når man sammenligner priser på leasede biler og købte biler, er det typisk prisen på fabriksnye biler, man sammenligner med. Der vil du opleve et stort tab i værdi på kort tid. Hvis du overvejer at købe en brugt bil, vil regnestykket dog se helt anderledes ud. Der vil bilen ikke miste lige så mange penge i værdi.
Overvejer du at købe en bil, vil det derfor være værd for dig at se på, om du skal købe en brugt bil. Der kan være mange penge at spare ved at gøre det frem for at købe en fabriksny bil eller at lease en bil. Det kan derfor være værd at tage med i dit regnestykke.
Hvor langt kører du i din bil?
Et andet vigtigt aspekt i forhold til, om det bedst kan betale sig for dig at lease eller at købe din bil, er, hvor langt du kører i din bil hvert år. Når du leaser en bil, skal du angive, hvor mange kilometer du tror, at du kommer til at køre hvert år. Hvis du kommer til at køre mere end det, skal du typisk betale et ekstra gebyr. Kører du mindre, end du har angivet, er det ikke altid, at du får pengene tilbage for det antal kilometer, du har købt.
Antallet af kilometer du må køre, hvor meget du betaler for at køre for meget, og om du får pengene tilbage, hvis du ikke har brugt alle dine kilometre, er noget af det, som leasingfirmaerne konkurrerer meget på. Det kan derfor betale sig for dig, at du tjekker forskellige firmaer og eventuelt prøver at forhandle med dem i forhold til det, hvis du gerne vil lease en bil.
Køber du din egen bil, kan du selvfølgelig køre i den så meget, du vil, og skal ikke forholde dig til, om du kommer til at overskride reglerne i en kontrakt eller ej. Det kan i sig selv være rart for nogle, at de ikke føler, at deres kilometerantal bliver “overvåget”.
Hvis du kører mange kilometer i din bil hvert år, kan det som regel bedst betale sig for dig, at du køber en bil selv, da det er dyrt for dig at vælge en leasingbil med fri kilometer.
Hvor personlig skal din bil være?
Det er forskelligt, hvordan vi bruger vores biler og derfor også forskelligt, hvor personlige vi har brug for, at de er. Hvis du har behov for ekstraudstyr, kan det ofte blive dyrt, når du leaser en bil. Der skal du nemlig betale fuld pris for ekstraudstyret, også selvom du kun har bilen til rådighed i typisk tre år. Det kan altså ende med at blive rigtig dyrt, hvis du skal have forskellige former for ekstraudstyr med.
Når du køber din bil, har du omvendt mulighed for at tilkøbe lige præcis det ekstraudstyr, du ønsker. Du skal selvfølgelig stadig betale fuld pris for det, hvis du køber en fabriksny bil, men hvis du sælger bilen igen, får du jo så også nogle ekstra penge for det.
Inden du vælger, om du skal lease eller købe en bil, er det altså vigtigt for dig, at du gør dig klart, hvilken form for ekstra udstyr du har brug for. Har du ikke brug for ekstraudstyr til bilen, vil det ikke gøre til eller fra i forhold til dine overvejelser over, om du skal lease eller købe en bil.
Har du brug for/lyst til at køre i en bestemt bil?
For mange er det at have en bil ikke kun et spørgsmål om at have et transportmiddel, der kan få dem fra A til B. Det er også ønsket om at have den helt rette bil. Det kan være, at der er en bil, du har drømt om at køre i, siden du var barn, eller at du gerne vil køre i bil på den mest miljøvenlige måde og derfor gerne vil have en hybridbil eller en elbil.
Hvis der er en helt særlig type bil, som du drømmer om at køre i, er det ikke sikkert, at du kan finde den på leasingmarkedet. Hvis du vil lease, er du begrænset af det udvalg, der er. Din eneste mulighed for at køre i din drømmebil, kan derfor være, at du køber den. Vægter bilmærket eller -typen meget højt, kan det være, at dine overvejelser i forhold til at lease eller købe allerede stopper her.
Måske har du lyst til at prøve en bestemt biltype eller bilmærke af, inden du køber. I det tilfælde kan du jo netop bruge leasing til at gøre det. Det kan være, at du gerne vil have en elbil ud fra ideologiske hensyn, men at du er i tvivl om, om den reelt vil passe til dine kørselsbehov. I det tilfælde kan det være rart for dig, at du leaser en elbil først for at prøve det af. Dermed kan du finde ud af, om det for eksempel er så besværligt at finde en ladestander, som du tror.
Det kan også være, at du slet og ret drømmer om at køre i en Tesla i en kortere eller længere periode, men at du simpelthen ikke har råd til at købe en. I det tilfælde har du jo også mulighed for at gøre det ved at lease den.
Har du råd til, at din livssituation ændrer sig?
Når du leaser en bil, underskriver du en kontrakt. Du kan godt komme ud af kontrakten igen, men det kan være dyrt for dig, hvis du afbryder kontrakten før tid. Inden du leaser en bil, er det derfor værd for dig at overveje, om du har mulighed for at have leasingbilen, selvom din livssituation ændrer sig. Det kan være, hvis du skal skilles, eller du mister dit job. I det tilfælde vil du ofte ikke have de samme muligheder for at betale for en leasingbil.
Hvis du omvendt havde købt en bil, har du jo mulighed for at sætte bilen til salg, hvis du ikke længere har råd til den. Dermed kan du hurtigt komme af med en bil, der er blevet for dyr for dig at have, hvis din situation har ændret sig. Det kan være rart for dig, at du har mulighed for hurtigt at handle.
Ovenstående gælder dog kun, hvis du har købt bilen kontant, eller du allerede har betalt billånet af. Hvis du gerne vil af med bilen, inden du har betalt billånet af, kan du ende med at miste penge på salget af den. Når du tager et billån for at købe en bil, er det altså også vigtigt, at du er meget opmærksom på, hvilken betydning det kan få for din nuværende situation.
Er du usikker på din fremtid?
Lidt i tråd med ovenstående kan det være, at du måske allerede er et sted i dit liv, hvor du har svært ved at forudsige, hvordan din fremtid kommer til at blive. Ikke fordi der er sket noget dårligt, der har fået store konsekvenser for din økonomi, men fordi du ved, at der venter store omvæltninger ude i fremtiden.
Hvis du er ung, står du højst sandsynligt over for mange økonomiske omvæltninger de kommende år. Det er for eksempel i forhold til at få nyt arbejde, at få børn og at købe hus. Alle tre kan have betydning for, hvilken form for bil du har brug for. Det kan derfor være, at du ikke har lyst til at binde dig til en bil ved at købe en. Der kan det altså være rarere for dig, at du lejer den bil, som du har brug for her og nu, og så enten køber eller leaser en større bil, hvis behovet for det opstår.
Det kan også være, at du senere får et job, hvor der er firmabil inkluderet. I det tilfælde kan det være irriterende for dig, at du selv har været ude at bruge en masse penge på en ny bil, hvor du ikke kan få lige så meget for den, som du har købt den for.
Hvor bange er du for at bruge penge på reparationer?
Et område, som vi slet ikke har været inde på endnu, men som har stor betydning for at nogle mennesker vælger leasing, er reparationer på bilen. Når du leaser en bil, er en række reparationer inkluderet i den pris, du betaler for at lease. Dermed skal du altså ikke have flere penge op ad lommen, som du skulle, hvis du havde købt bilen.
Det kan være rigtig rart for mange at vide, at de ikke pludselig kommer til at stå med en stor ekstra regning. Det er med til at give dig et bedre overblik over din økonomi. Du skal dog være opmærksom på, at det ikke er alle reparationer, der er dækket af din leasingaftale. Hvis du kommer til at lave skader på din leasede bil, vil du typisk få en ekstra regning, når du afleverer bilen tilbage.
Køber du en bil, har du mulighed for at tegne forskellige former for forsikringer, der kan hjælpe dig med at betale for reparationer. Du kan også vælge at se på, hvilke bilmærker der har den længste garanti. Typisk giver koreanske bilmærker den længste garanti på fem år. Det er derfor værd at overveje for dig, hvis det er noget, der fylder meget.
Har du råd til, at dine børn bruger bilen?
Når du anskaffer en bil, skal du selvfølgelig også tænke over, om det kun er dig, der kommer til at bruge bilen, eller om dine børn for eksempel også skal bruge den. Hvis dine børn skal bruge din leasede bil, skal det skrives ind i kontrakten, at der er yngre personer, der skal bruge den. Det gør ofte kontrakten en hel del dyrere for dig. I det tilfælde er det altså ikke sikkert, at det kan betale sig for dig, at du leaser bilen.
Når du køber en bil, skal du dog også sørge for, at din bilforsikring dækker, at dine børn kører i din bil. Tjek med dit forsikringsselskab, hvor meget det vil komme til at koste, hvis dine børn også skal bruge din bil. Når du har gjort det, har du en god ide om, om det kan betale sig i forhold til den ekstra pris, der kommer til at være i forhold til at lease bilen.
Har du kun brug for bilen i kort tid?
Måske har du fået en midlertidig stilling, hvor du er nødt til at have en bil for at komme på arbejde. Måske flytter du snart tættere på dit job og kommer derfor ikke til at have brug for din bil længere. Der kan være mange situationer, hvor du kun har brug for bil i en kortere periode. I de tilfælde vil det som regel bedst kunne betale sig for dig, at du leaser bilen.
Selvom en standardleasingkontrakt som nævnt er på 3 år, kan du finde kontrakter, der er på helt ned til 1 år. Det giver dig altså en meget høj grad af fleksibilitet, hvis du ikke har brug for bilen i særlig lang tid. Du kan bare aflevere den igen, når du ikke længere har brug for den.
Hvis du skulle købe en bil, som du kun skulle have i et år, er der stor sandsynlighed for, at du ville komme til at miste penge på bilen. Særligt hvis du købte en fabriksny bil. Derfor vil leasingbilen typisk vinde i denne sammenligning, men sørg selvfølgelig lige for at regne efter selv.
Skal du bruge bilen til din virksomhed?
En vigtig overvejelse i forhold til, om du skal lease eller købe en bil, er selvfølgelig også, om du skal bruge den privat eller til din virksomhed. Skal du bruge den til din virksomhed, vil det som regel altid bedst kunne betale sig for dig, at du leaser den.
Det skyldes, at du så slipper for at bruge en masse af din virksomheds penge på at købe en bil. Låner du penge til at købe en ny bil til virksomheden for, kan det gøre det svært for dig senere at låne penge til noget andet, hvis du får brug for det. Det kan være, at du skal købe nyt værktøj, som du ikke bare kan lease eller leje, som du kan med bilen.
Når du leaser din firmabil, har du mulighed for at skifte den ud i takt med, at din virksomhedsbehov ændrer sig. Det kan være, at du udvider virksomheden, og derfor får brug for en større bil. I det tilfælde er det rart, at du ikke er bundet til bilen i længere tid af gangen.
Har du en stor egen kapital i virksomheden, og har du det bedst med at være ejer af din firmabil, kan det dog være den ekstra tryghed værd, at du selv køber den. Fra et økonomisk synspunkt vil det dog bedst kunne betale sig for dig, at du leaser.
Kan du godt lide at eje din bil?
Vi har været lidt inde på det før, men for nogle mennesker handler det med at have en bil ikke kun om at komme fra a til b eller om økonomi. Det handler også om at blive glad for sin bil, hver gang de ser den. At vide, at det er deres bil, som de har købt for deres egne penge. Den følelse kan du selvfølgelig ikke få ved at lease en bil. Den kan du kun få, hvis du køber den.
Er du typen, der bliver lidt småforelsket i din bil, er du nok også typen, der er villig til at se stort på, at det måske er billigere for dig at lease den. Der er noget psykologisk i det for dig ved at eje bilen. Og i det tilfælde skal du selvfølgelig købe din bil, når det er det, du har det bedst med.
Dermed ikke sagt, at du for en hver pris skal købe den bil, du gerne vil have. Du skal selvfølgelig stadig holde styr på, om du har råd til bilen eller ej og ikke tage et for dyrt billån.
Opsummering: Hvornår kan det betale sig for dig at lease?
For at opsummere kan det altså bedst betale sig for dig at lease, hvis du er typen der ofte skifter din bil ud, gerne vil have en større bil, har rimelig styr på din livssituation og sidder i et rimelig sikkert job, og hvis du ikke har teenagebørn, der lige har taget kørekort, der skal køre i din leasede bil.
Har du derimod en særlig kærlighed til et bestemt bilmærke eller en bestemt biltype, kører du mange kilometer i din bil hvert år, vil du gerne have en microbil, og/eller giver det dig bare en særlig stolthed, at du ejer din egen bil, skal du kaste dig ud i at købe en bil.
Som med alle andre valg her i livet, er der ikke et valg, der passer til os alle. Men vi håber, at du er kommet tættere på at kunne træffe din beslutning om, hvad der er det rigtige for dig.
Kilder: 100autotjek.dk, mybanker.dk, bilpriser.dk, fdm.dk, santanderconsumer.dk