Mastercard rejseforsikring: Ikke alle kort inkluderer forsikringen – gør dit?

18. august / Emilie Jacobsen Mastercard rejseforsikring

Et Mastercard er ikke bare et praktisk kreditkort – det kan også rumme en rejseforsikring, som du kan gøre brug af, hvis uheldet er ude. Er du i tvivl om, om din bank tilbyder Mastercard med rejseforsikring, kan du se vores liste herunder.

Mastercard giver dig mulighed for at handle på kredit, samtidig har du mulighed for at have en rejseforsikring, der dækker enten rejser i Europa eller rejser i hele verden. Rejser du meget, kan du få et Mastercard, der for eksempel giver dig adgang til airport lounges, 24 timers concierge-service og tilbud og bonusser på oplevelser og tjenester rundt om i verden.

Generelt for Mastercard rejseforsikring gælder, at det ikke er en standardforsikring, men at du lige som med alle andre forsikringer har mulighed for at tilpasse den til din specifikke måde at rejse på. Hvis du gerne vil have dækket din familie også, er det for eksempel muligt at vælge det – hvis det ikke allerede er en del af den rejseforsikring, din bank tilbyder.

Hvilke Mastercards har en rejseforsikring?

Har du et Mastercard, er det muligt, at der er tilknyttet en rejseforsikring. Det er en rar mulighed for dig for at spare nogle penge. Har du ikke styr på, hvilke banker der tilbyder Mastercards med rejseforsikring, har vi samlet en liste her.

Du bør dog altid tjekke med din bank for at være helt sikker på, at du er dækket på rejsen. Du skal også være opmærksom på, at du hos nogle banker skal have en bestemt type af Mastercard for at have adgang til deres rejseforsikring.

– Alm. Brand

– Andelskassen

– Arbejdernes Landsbank

– Danske Bank

– Djurslands Bank

– Fynske Bank

– Grønlandsbanken

– Handelsbanken

– Jutlander Bank

– Jyske Bank

– Landbobanken

– Lån og Spar

– Middelfart Sparekasse

– Møns Bank

– Nordea

– Nordfyns Bank

– Nordjyske Bank

– Nykredit

– Ringkjøbing Landbobank

– Skjern Bank

– Spar Nord

– Sparekassen Kronjylland

– Sparekassen Sjælland

– Sparekassen Vendsyssel

– Sydbank

Hvordan kan jeg få et Mastercard?

Vil du have et Mastercard, skal du simpelthen bare kontakte din bank for at få et. Du skal typisk ikke leve op til nogen krav for at få et helt almindeligt Mastercard. Når du kontakter din bank, er det en god ide, at du har tænkt over, hvor stor en kredit du gerne vil have på dit Mastercard, og om du gerne vil have rejseforsikring på kortet eller ej.

Det er forskelligt fra bank til bank, hvor stor en kredit der er på kortet. Ofte starter den på 10.000 kroner, men tjek hos din egen bank eller andre banker, som du overvejer at skifte til. Udover selve kreditten skal du også overveje, hvor lang tid du vil have til at betale kreditten af. Hos de fleste banker har du 30 dage med et almindeligt Mastercard.

Rejseforsikringen er som udgangspunkt ikke inkluderet i et almindeligt Mastercard. Der skal du opgradere til et Mastercard Gold, Mastercard Platinum, World Mastercard eller World Elite Mastercard. Du skal betale et højere gebyr for at have sådan et kort og leve op til nogle flere krav, hvis du vil have sådan et kort. Du får dog også flere fordele ved at vælge et sådant kort.

Det koster ikke særlig meget for dig at have et almindeligt Mastercard. Der kommer du typisk til at betale mellem 60 og 150 kroner.

Opgrader til Mastercard Gold for at få rejseforsikring

Vil du have en rejseforsikring koblet til dit Mastercard, skal du typisk opgradere til et Mastercard Gold for at få den mulighed. Når du søger om at få et Mastercard Gold, skal du sørge for at gøre det klart, at du gerne vil have rejseforsikring koblet til kortet og gøre det klart, hvad dine behov er i forhold til forsikringen.

Udover muligheden for at få en rejseforsikring tilknyttet dit Mastercard Gold, har du også andre fordele i forhold at vælge det kort over et almindeligt Mastercard. Med kortet får du nemlig typisk en kredit på 50.000 kroner, og du har 45 gebyrfri dage, når du har brugt af kreditten.

Gebyrerne for at have et Mastercard Gold er betydeligt højere, end gebyrerne for at have et almindeligt Mastercard. De årlige gebyrer ligger typisk på omkring 800 kroner for at have selve kortet. Hvis du er erhvervskunde eller fordelskunde, har du i mange banker mulighed for at få kortet til en lavere pris eller helt gratis.

Opgrader til Mastercard Platinum

Har du brug for en større kredit på dit Mastercard og behov for flere tilvalg i forbindelse med dine forsikringer, bør du vælge et Mastercard Platinum. Med det har du hos nogle banker mulighed for at få en kredit på helt op til 100.000 kroner. Hos de fleste banker ligger kreditten dog på 50.000 kroner til at starte med, men du kan jo altid prøve at forhandle med din bank. Du har mulighed for at bruge pengene gebyrfrit i op til 45 dage.

I forhold til rejseforsikringen har du langt flere valgmuligheder, når det kommer til tillægsforsikringer. Det er individuelt, hvordan vi godt kan lide at holde ferie. Det skal selvfølgelig også afspejles i vores forsikringer. Holder du af at stå på ski, kan det være rart for dig at have en tillægsforsikring i forhold til hjemtransport, mens det måske ikke er lige så vigtigt, hvis du bare gerne vil ligge på stranden.

Eftersom Mastercard Platinum giver dig flere muligheder i forhold til forsikring og i nogle tilfælde også en større kredit, er det typisk også dyrere for dig at have. Du skal regne med at bruge mellem 1400 og 2000 kroner, alt efter hvor du er kunde henne. Er du erhvervskunde eller fordelskunde, kan det være enten billigere eller helt gratis for dig. Det afhænger af din bank.

Er World Mastercard eller World Elite Mastercard noget for dig?

Rejser du meget, kan det være værd for dig at få et World Mastercard eller et World Elite Mastercard. Det er et Platinum-kort, hvor du har nogle udvidede muligheder i forhold til at rejse. Udover rejseforsikringen får du med kortene også adgang til en lang række airport lounges rundt om i verden. Det er en afslappende måde for dig at starte eller slutte ferien på.

Med World Elite Mastercard har du derudover adgang til en 24 timers concierge-service. Din concierge er en form for personlig assistent, der kan hjælpe dig med alt, hvad du har brug for i forbindelse med rejsen for eksempel at booke et bord på en restaurant eller leje en bil.

Med begge kort får du adgang til en lang række forskellige bonusser og tilbud, der kan være rare for dig, der rejser meget. Det kan for eksempel være rabatkuponer til transport og madlevering. Som en fast del af kortet har du også adgang til en lang række unikke oplevelser i 40 udvalgte byer i verden og mulighed for at spille golf en række steder.

Kan det betale sig at få et Mastercard kun for forsikringen?

Måske overvejer du at få et Mastercard udelukkende for at få rejseforsikringen. Det er dog ikke sikkert, at det kan betale sig. Med de gebyrer, du skal betale for at have et Mastercard, kan det komme til at blive dyrere for dig at have kortet, end hvis du bare havde købt en rejseforsikring. Derfor er det værd for dig at sammenligne priserne på de to.

Har du brug for at have et Mastercard som supplement til dine øvrige kort, er det dog selvfølgelig værd for dig, at du tager rejseforsikringen med, hvis du anskaffer et Mastercard med forsikringen tilknyttet. Der er ingen grund til at betale dobbelt, når du allerede er dækket af rejseforsikringen fra dit Mastercard.

Rejser du meget, og vil du for eksempel gerne benytte dig af lufthavnslounges og lignende services, der følger med et Mastercard, er det også værd for dig at overveje at anskaffe dig et Mastercard kun for at kunne få adgang til de privilegier. De kan være med til at gøre din rejse nemmere og mere behagelig.

Hvad dækker Mastercard rejseforsikringen?

Da Mastercard rejseforsikringen varierer alt efter, hvilket kort du har valgt, hvilke personlige tilvalg, du har truffet, og hvilken bank du har, er det svært at sige noget overordnet om forsikringen. Vi prøver dog her at komme med nogle af de generelle træk, der går igen på tværs af banker, men du bør altid tjekke din egen forsikring for at være helt sikker på, hvilke regler der gælder.

Som udgangspunkt dækker en Mastercard Rejseforsikring rejser på op til 60 dage. Hos nogle banker dækker rejseforsikringen i forbindelse med Mastercard Gold kun rejser i Europa, mens rejseforsikringen i forbindelse med Mastercard Platinum dækker rejser i hele verden.

Hos nogle banker er alle i husstanden dækket af rejseforsikringen, hos andre banker er det kun personen, som kortet er udstedt til, der er dækket af forsikringen. Det er meget vigtigt, at du sørger for at undersøge det på forhånd, hvis I er flere, der rejser sammen.

Ligeledes er det vigtigt, at du undersøger, om din Mastercard rejseforsikring dækker alle dine rejser, eller den kun dækker de rejser, der er betalt med kortet. Hvis det kun er rejser, der er betalt med kortet, skal du jo huske at bruge kortet, når du for eksempel booker fly, hotel og bil hjemmefra.

Hvordan dækker Mastercard rejseforsikringen i forhold til corona?

Forhåbentlig er det snart slut med at skulle bekymre sig om corona i forbindelse med at skulle ud at rejse. De seneste år har dog nok vist de fleste vigtigheden af at have en god rejseforsikring, både i forhold til at kunne få pengene tilbage for en rejse og for at kunne blive evakueret fra et land, hvor en epidemi spreder sig. Derfor er det selvfølgelig stadig værd for dig at holde øje med.

Det var lidt forskelligt, hvordan de store danske banker håndterede corona-pandemien i forhold til, hvad deres Mastercard rejseforsikring dækkede. Et gennemgående træk for de fleste banker var dog, at du kunne få din rejse refunderet, hvis du havde bestilt en rejse til et land, som Udenrigsministeriet bagefter frarådede, at du rejste til.

Derudover var det også et gennemgående træk for de større danske banke, at deres forsikringer ikke dækkede, hvis du på trods af Udenrigsministeriets advarsler, var taget til et land med høj smitte.

Hvordan dækker Mastercard rejseforsikringen i forhold til billeje?

Hos nogle banker er forsikring på billeje inkluderet i din Mastercard rejseforsikring, hos andre skal du vælge det som en tilvalgsforsikring. Hvis du ofte lejer bil på ferien, kan det godt betale sig for dig, at du vælger det som en tilvalgsforsikring, hvis det ikke allerede er en del af din forsikring. Forsikringen dækker nemlig en stor del af den selvrisiko, der ellers er, hvis du kommer til at skade udlejningsbilen.

Hvis du vil bruge din Mastercard rejseforsikring i forbindelse med billeje, skal du være opmærksom på, at der ofte er krav om, at du skal have lejet bilen i udlandet, at du kun må leje den i en bestemt tidsperiode, for eksempel 21 dage hos Danske Bank, og at du skal have betalt for lejen med dit Mastercard. Sørg derfor for at tjekke, hvad reglerne er hos den bank, der har udstedt dit Mastercard.

Udover at du har mulighed for at få en forsikring på billeje i forbindelse med dit Mastercard, har du også i mange tilfælde mulighed for at få rabat på billeje, når du bruger dit Mastercard. Gennem Lån og Spar kan du for eksempel få 10 % rabat med et almindeligt Mastercard, 12,5 % rabat med Mastercard Gold og 17,5 % rabat med Mastercard Platinum, hvis du lejer bil hos Hertz eller Avis.

Hvordan dækker Mastercard rejseforsikringen i forhold til forsinket bagage?

Det er en virkelig træls måde at starte ferien på, at du står ved bagagebåndet og venter – og venter – og venter, og din bagage bare aldrig dukker op. Pludselig kommer din ferie til at handle om, hvordan du kan skaffe nyt tøj, frem for hvad du gerne vil opleve, og hvor du skal spise aftensmad. Derfor er det selvfølgelig også vigtigt, at din rejseforsikring dækker forsinket bagage. På den måde har du mulighed for at købe nyt tøj uden selv at skulle bruge en masse penge på det.

Som udgangspunkt har du mulighed for at købe tøj for op til 6000 kroner med en Mastercard rejseforsikring, hvis din bagage bliver forsinket. Får du brug for at gøre brug af den del af din forsikring, er det dog bedst, at du kontakter dit forsikringsselskab for at være helt sikker på, hvor meget du må bruge. Ofte giver forsikringen dig mulighed for at købe ekstra tøj for et vist beløb per dag, din bagage er forsinket.

Overvejer du, om et samlet beløb på 6000 kroner kommer til at være nok i forhold til at købe ekstra tøj, kan du tale med forsikringen om, om du kan få hævet beløbet. Som nævnt flere gange er det muligt for dig at foretage personlige tilvalg, så du kan få den dækning, som du ønsker.

Hvis du føler, at 6000 kroner ikke er nok til at erstatte dit tøj, skal du huske på, at det udelukkende er til at købe nyt tøj, indtil din kuffert dukker op. Hvis din kuffert er blevet væk, vil det være en anden del af din forsikring, der dækker.

Hvordan dækker Mastercard rejseforsikringen i forhold til hjemtransport?

Når du rejser, bør du altid have en forsikring, der dækker, at du kan komme hjem, hvis du for eksempel bliver skadet. Derfor har du brug for en rejseforsikring, der dækker hjemtransport. Det kan nemlig være en rigtig dyr post for dig selv at betale.

Har du en Mastercard rejseforsikring, har du typisk ubegrænset dækning i forhold til hjemtransport. Det gælder både i forhold til hjemkaldelse og i forhold til sygdom og skader. De fleste forbinder hjemtransport med, at de selv pådrager sig sygdomme eller skader på ferien og derfor er nødt til at afbryde ferien. En klassiker er, at du kommer til skade på skiferien.

Du kan dog også komme ud for, at der er dødsfald eller alvorlig sygdom i din nærmeste familie, og at du derfor er nødt til at afbryde din rejse før tid. Det kaldes hjemkaldelse. Der kan være forskelige regler for, præcis hvilke slægtninge der er dækket af forsikringen. Det er derfor godt, at du tjekker op på det på forhånd – særligt hvis der er en af dine slægtninge, der er syge, og du måske kan blive nødt til at afbryde din rejse.

Hvordan dækker Mastercard rejseforsikringen i forhold til afbestilling?

Når du skal ud at rejse, kan du selvfølgelig komme ud for, at der sker noget, så du ikke kan komme af sted alligevel. Det kan være pludseligt opstået sygdom enten hos dig selv eller et familiemedlem. Derfor er det vigtigt, at du også har en afbestillingsforsikring i forbindelse med din rejseforsikring.

Den afbestillingsforsikring, der er i forbindelse med Mastercard rejseforsikring, dækker typisk udgifter for op til 10.000 kroner per person. Skal du ud at rejse til et sted, hvor billetterne er dyrere, for eksempel hvis du skal til Australien, kan det være værd for dig, at du ser på, om du skal have hævet beløbet, eller om du skal tegne en separat afbestillingsforsikring i det tilfælde. Det vil være ærgerligt at miste mange penge, hvis der sker noget.

Det står dig altid frit for, hvis du gerne vil tegne ekstra forsikringer, eller hvis du vil ændre på betingelserne for din rejseforsikring i forbindelse med Mastercard. Hvis dine rejsevaner ændrer sig, er det værd for dig at se på, om du er ordentligt dækket i forhold til det.

Jeg har et blåt sygesikringskort, er det ikke nok?

Skal du rejse til et EU-land, er det meget muligt, at du tænker, at dit blå sygesikringskort er nok. Det er dog langt fra altid tilfældet. Du er klart bedst dækket, hvis du også har en rejseforsikring. Der er nemlig masser af tilfælde, hvor det blå sygesikringskort ikke dækker.

Det blå sygesikringskort sikrer dig nemlig kun, at du har ret til samme lægebehandling som befolkningen i det land, du rejser i. Hvis befolkningen skal betale for at komme på hospitalet, skal du altså også selv betale for det – også selvom du har et blåt sygesikringskort. Har du derimod en rejseforsikring, kan du senere sende regningen til dem og få dem til at betale det hele eller en del af regningen. Det kommer an på dækningen på din forsikring.

Du er heller ikke dækket, hvis du får brug for hjemtransport, når du er ude at rejse. Hjemtransport kan være nødvendigt, hvis du kommer alvorligt til skade, og det kan være meget dyrt for dig selv at skulle betale for. Kommer du så meget til skade, at du for eksempel skal ligge ned og derfor kommer til at optage flere flysæder på rejsen, kan det blive en del penge, du selv skal lægge ud. Derfor er det bedst, at du har en rejseforsikring.

Hvornår har jeg brug for en anden rejseforsikring?

En Mastercard rejseforsikring dækker typisk kun i 60 dage. Skal du ud at rejse i længere tid end det, har du brug for en anden rejseforsikring. Den skal typisk dække hele rejseperioden, da du som regel ikke har mulighed for først at være dækket af forsikringen på dit Mastercard og derefter være dækket af en anden forsikring.

Du kan også have brug for en anden rejseforsikring, hvis din rejseforsikring i forbindelse med Mastercard kun dækker Europa, og du skal på en rejse udenfor Europa. Hvis du ikke så tit rejser uden for Europa, er det ikke sikkert, at det kan betale sig for dig, at du opgraderer dit Mastercard til en, hvor en rejseforsikring til hele verden er med. Rejser du ofte uden for Europa, kan det dog godt være, at det kan betale sig for dig.

Skal du på en bestemt form for ferie for eksempel en dykkerferie eller en skiferie, kan det også i nogle tilfælde betale sig for dig, at du køber en anden rejseforsikring. Du kan finde rejseforsikringer, der dækker ulykker i forbindelse med, at du står på ski eller dykker. Det er ikke sikkert, at din rejseforsikring i forbindelse med dit Mastercard gør det. Skal du på en ferie, hvor du har en højere risiko for at komme til skade, bør du altså tjekke, om din Mastercard rejseforsikring dækker.

Kilder: rejseforsikringsguiden.dk, laanekassen.dk, mastercard.dk, danskebank.dk, lsb.dk, lopimastercard.dk

FAQ

Er jeg altid dækket af min Mastercard rejseforsikring?

Din Mastercard rejseforsikring dækker typisk i 60 dage. Nogle forsikringer dækker kun rejser i Europa, mens andre dækker rejser i hele verden. Hvis du skal på en rejse, der er længere end 60 dage, eller du kun er dækket i Europa af din Mastercard rejseforsikring, skal du tegne en selvstændigt rejseforsikring. Du skal tegne en forsikring, der dækker på hele rejsen, da det ikke er muligt at kombinere forsikringerne.

Selvom du er dækket af din Mastercard rejseforsikring på din ferie, er det en god ide, at du sætter dig ind i, hvilke dækninger du har, inden du tager af sted. Du har mulighed for at tilføje ekstra dækninger, for eksempel i forbindelse med billeje. Dermed kan du skræddersy din forsikringsdækning, så den passer til dig.

Hvad er forskellen på Mastercard Gold og Platinum i forhold til World Mastercard og World Elite Mastercard?

Som udgangspunkt er beløbsgrænserne for kredit og tiden for, hvor længe du gebyrfrit kan bruge af kreditten de samme, hvis du har et Mastercard Platinum og et World Mastercard eller et World Elite Mastercard. De har lidt mindre kredit og lidt kortere gebyrfri periode med et Mastercard Gold.

Den store forskel mellem Mastercard Platinum og World Mastercard og World Elite Mastercard ligger i, at du med de to sidstnævnte får en række fordele udover selve rejseforsikringen, der er tilknyttet. Du får for eksempel adgang til lufthavnslounges rundt om i verden, adgang til en række unikke oplevelser, bonusser og tilbud og adgang til 24 timers concierge service, der for eksempel kan hjælpe dig med at booke et bord på en restaurant eller en bil.

Hvilke Mastercards har rejseforsikring tilknyttet?

Som udgangspunkt er der ikke en rejseforsikring tilknyttet dit almindelige Mastercard. I nogle tilfælde har du mulighed for at vælge, at du gerne vil have det tilknyttet. Du skal dog typisk have et Mastercard Gold, Mastercard Platinum, World Mastercard eller World Elite Mastercard for at kunne for rejseforsikringen med.